Borgmesteren er medunderskriver i protest mod nye ejendomsvurderinger af landejendomme
Omkring 15.000 ejendomme i Danmark har fået besked på, at de skal skifte kategori fra skov- og landbrug til almindelig ejerbolig. For mange vil den nye kategori få afgørende betydning for deres fremtid, fordi overgangen til ejerbolig kan medføre voldsomme stigninger i grundskylden.
Nu har 31 borgmestre og Landdistrikternes Fællesråd, i et brev til skatteminister Jeppe Bruus (S), rettet en skarp kritik af de nye ejendomsvurderinger.
I brevet, som borgmesteren er medunderskriver af, lyder det blandt andet:
De nye kategoriseringer har konsekvenser, der rækker langt ud over den enkelte borger, som potentielt risikerer at blive stavnsbundet til deres bolig. Det er også en kæp i hjulet på tilflytningen til landdistrikterne, ligesom det hæmmer naturens udviklingsmuligheder.
Begge dele går stik imod ambitionerne fra såvel regeringen som et bredt flertal af Folketinget.
Livet på landet har de senere år været på fremmarch, fordi flere og flere drømmer om mere plads, åbne vidder, mere natur, et par dyr og måske lokalt producerede fødevarer. Det har skabt liv og udvikling i områder af landet, der i den grad har behov for ny tilflytning.
Den tendens risikerer at blive ødelagt med de nye regler.
De vilde stigninger i grundskylden kan nemlig betyde, at flere ser sig nødsaget til at sælge jord fra til større landbrugsbedrifter – enten med det samme eller når ejendommen skal handles igen. På sigt vil det omdanne landområderne til store landbrug og så ”parcelhuse” på landet med meget lidt jord, da kun få private har råd til at eje højt beskattet jord. Samtidig er der heller ingen rimelighed i, at ejendomme på landet med nogle hektar i en landzone uden mulighed for byudvikling eller anvendelse ud over landbrug og natur skal beskattes i samme kategori som ejendomme i byerne, hvor der kan sælges til mange formål, og større arealer kan byudvikles.
Ejendomme på op til 15 hektar, som ikke vil kunne kategoriseres som landbrug efter de nye regler, vil i praksis blive afviklet, fordi sælgerne vil forsøge at sælge ejendommen på den bedst mulige måde. Desværre skaber boliger på landet stort set uden jord ikke den samme tilflytning, idet selve idéen med at flytte på landet for mange handler om at få mere plads og mere natur.
Det vil samtidig betyde, at naturen får mindre plads til at gro vildt, da mere jord vil overgå fra natur til landbrugsjord. Det er i sig selv paradoksalt, når vi står midt i en biodiversitetskrise.
Derfor retter vi borgmestre og Landdistrikternes Fællesråd nu en fælles appel til politikerne på Christiansborg:
– Her og nu er der behov at hive i den politiske nødbremse, så der er tid til at finde en løsning, der tager højde for de utilsigtede konsekvenser. Ejerne skal samtidig kende den fremtidige ejendomsbeskatning i alle kategorier, inden de skal forholde sig til en eventuel ændret kategorisering.
– Hernæst bør der ændres i kriterierne, så ejendommene der ellers vil blive kategoriseret som ”parcelhuse med stor have på flere hektar” eller erhvervsejendom, kan få status af ”naturejendomme” med samme beskatning som hidtil, så naturen og livet på landet ikke kvæles.
Underskriverne er:
- Steffen Damsgaard, Formand for Landdistrikternes Fællesråd
- Birgit S. Hansen, Borgmester Frederikshavn Kommune
- Bo Hansen, Borgmester Svendborg Kommune
- Christina K. Hansen, Borgmester Holbæk Kommune
- Erik Flyvholm, Borgmester Lemvig Kommune
- Hans Ejner Bertelsen, Borgmester Morsø Kommune
- Hans Stavnsager, Borgmester Faaborg-Midtfyn Kommune
- Hans Østergaard, Borgmester Ringkøbing-Skjern Kommune
- Holger Schou Rasmussen, Borgmester Lolland Kommune
- Ib Lauritsen, Borgmester Ikast-Brande Kommune
- Jan Riber Jacobsen, Borgmester Aabenraa Kommune
- Jesper Frost Rasmussen, Borgmester Esbjerg Kommune
- Jørgen Popp Petersen, Borgmester Tønder Kommune
- Karina V. Andersen, Borgmester Odsherred Kommune
- Kasper Bjerregaard, Borgmester Norddjurs Kommune
- Kenneth Muhs, Borgmester Nyborg Kommune
- Lone Jakobi, Borgmester Odder Kommune
- Mads Jakobsen, Borgmester Struer Kommune
- Mads Skau, Borgmester Haderslev Kommune
- Marcel Meijer, Borgmester Samsø Kommune
- Mikael Smed, Borgmester Vordingborg Kommune
- Morten Andersen, Borgmester Nordfyns Kommune
- Niels Jørgen Pedersen, Borgmester Thisted Kommune
- Ole Vind, Borgmester Hedensted Kommune
- Peder Christian Kirkegaard, Borgmester Skive Kommune
- Per Bach Laursen, Borgmester Vesthimmerlands Kommune
- Peter Hansted, Borgmester Ærø Kommune
- Stephanie Storbank, Borgmester Billund Kommune
- Simon Hansen, Borgmester Guldborgsund Kommune
- Søren Smalbro, Borgmester Hjørring Kommune
- Søren Steen Andersen, Borgmester Assens Kommune
- Tonni Hansen, Borgmester Langeland Kommune
Kommentarer