Debat og politik

Mere tillid, frihed og respekt i ældreplejen

Af Pernille Vermund, Liberal Alliance

Medlem af Folketinget, Sydjyllands Storkreds

Med hænderne smurt ind i afføring sad den 77-årige demente mand på sin seng på plejehjemmet Virumgård i Lyngby-Taarbæk Kommune. Foran ham stod en bakke med mad. Han sad helt alene, overladt til sig selv. Uværdigt og umenneskeligt.

Sådan fortalte de to voksne døtre forleden, hvordan de havde fundet far. Følelsen af magtesløshed var åbenlys. Historien var hjerteskærende – men desværre langt fra enestående.

Alt for mange af os har oplevet, hvordan ældreplejen, ligesom mange andre dele af vores velfærdssystem, er blevet umenneskelig og umyndiggørende. Min egen mor døde i sommer efter et langt forløb på et plejehjem i Helsingør Kommune. Det har sat dybe spor. Hvor har jeg fældet mange tårer, når jeg er gået derfra.

Der er masser af både omsorgsfulde og dygtige medarbejdere i vores ældrepleje. Men alt for ofte oplever man som pårørende, at medarbejderne sidder bag en skærm frem for at bruge tiden sammen med de ældre.

Det er ubærligt at være vidne til.

Marineret i love og regler har politikere i årevis ladet ældreplejen sande til i bureaukrati, detailstyring og ensretning.

Vi har et af verdens højeste skattetryk, og alligevel frygter de fleste af os at ende vores dage på et plejehjem.

Et opgør med det regeltyranni, der stjæler medarbejdernes dyrebare tid fra borgerne, er en helt afgørende prioritet for Liberal Alliance i forhandlingerne om en ny ældrereform, der indledes i denne uge.

Vi skal give friheden og ansvaret tilbage til de ansatte, der leverer vores kernevelfærd – og selvbestemmelsen tilbage til borgerne. Og selv om vi skal sikre flere penge, når vi bliver flere ældre, så er det ikke kun penge, der mangler. Der mangler også sund fornuft. Pengene bliver mange steder prioriteret forkert.

Unødvendige dokumentationskrav kan spare os for meget. Det samme kan kompetent og ansvarlig ledelse.

Aktuelt ser vi, hvordan stigende udgifter til vikarer på de offentlige plejehjem presser kommunerne. Det har i mange år også været forklaringen på besparelserne i Lyngby-Taarbæk.

Automatreaktionen fra lokalpolitikerne har været at kræve flere penge. Skatteborgerne må igen til lommerne. Men hvor er ansvaret for at nedbringe sygefraværet – og dermed behovet for vikarer?

Tal fra Dansk Erhverv viser, at medarbejdernes sygefravær er mere end dobbelt så højt på offentlige plejehjem som på private. Tænk, hvor meget mere overskud der ville være til omsorg for de ældre, hvis alle plejehjem blev drevet som de private. Potentialet er stort.

Der kommer til at mangle op mod 7.500 plejehjemspladser frem mod 2030.

Et politisk mål for Liberal Alliance i de kommende forhandlinger om en ny ældrereform er at sikre, at langt flere plejehjem fremover opføres og drives privat, så borgerne kan få et reelt frit valg – og dermed den bedst mulige service for de skattekroner, vi afsætter. Og ja, der vil altid være en risiko for, at der begås fejl eller er ældre og pårørende, der føler sig dårligt behandlet – også på private plejehjem, men ikke mindst derfor er det så afgørende, at borgerne kan vælge dårlige tilbud fra og gode til.

Venstrefløjens ideologiske modstand mod private leverandører og en elendig information om valgmulighederne for de ældre gør det alt for svært for borgerne at tage magten over situationen og stemme med fødderne, når velfærden svigter.

7 ud af 10 ældre ved ikke, at de har ret til frit valg af plejebolig. Derfor ser vi gang på gang sager, hvor borgerne føler sig magtesløse over for systemet. Præcis som vi så det i den ulykkelig sag i Lyngby-Taarbæk.

Informationsniveauet skal op i hele landet. Ældre og pårørende skal oplyses bedre om, hvilke muligheder der er, når man får brug for praktisk hjælp i hverdagen eller bliver plejekrævende.

Det er tid til at tage et borgerligt opgør med det regeltyranni og den ensretning, der gør borgerne magtesløse over for systemet.

Det kæmper vi for i Liberal Alliance, når vi i denne uge sætter os til forhandlingsbordet om en ny ældrereform med ældreministeren.

Pernille Vermund, ældreordfører, Liberal Alliance

Kommentarer