Skærpede sanktioner ved udeblivelse fra afsoning
Folketinget har netop besluttet at begrænse rettighederne for dømte, der udebliver fra afsoning uden lovlig grund. Tiltaget er en del af flerårsaftalen for kriminalforsorgen 2022-25.
Fra fredag den 1. juli 2022 gælder der strengere sanktioner, hvis man udebliver fra afsoning uden lovlig grund.
De strengere sanktioner er et resultat af en lovændring, som Folketinget netop har vedtaget. Tiltaget er en del af flerårsaftalen for kriminalforsorgen 2022-25. Aftalepartierne blev her enige om at øge sanktionerne for at komme udfordringen med udeblivelse fra afsoning til livs. I 2021 udeblev 16,6 pct. af de tilsagte fra afsoning i kriminalforsorgen.
Mattias Tesfaye, justitsminister:
”Alt for mange møder ikke op, når de har fået en dom. Derfor tager vi nu også skrappere midler i brug. En fængselsstraf er ikke noget, man ustraffet skal kunne blive væk fra, bare fordi det ikke lige passer én at møde op. Det er respektløst over for samfundet og ikke mindst over for dem, som den dømtes handlinger er gået ud over”.
Ina Eliasen, direktør i kriminalforsorgen:
”Vi mangler pladser til afsoning i vores fængsler, så det er afgørende, at vi ikke spilder plads og ressourcer på dømte, der ikke møder op. Samtidig er det krænkende for retsfølelsen, hvis ikke der er passende sanktioner for ikke at møde op til afsoning af sin dom. Derfor er jeg glad for, at vi nu har fået skærpet reglerne på området,” siger Ina Eliasen, direktør i kriminalforsorgen.
Konkret betyder det, at der fremover ikke kan gives tilladelse til udgang i op til seks måneder og besøg i op til tre måneder fra indsættelsestidspunktet, hvis man udebliver fra afsoning uden lovlig grund. Den dømte får derudover – ligesom i dag – en bøde på 1.000 kroner.
Tidligere lød reglerne, at der ikke kunne gives tilladelse til udgang i tre måneder.
De nye regler er gældende fra 1. juli 2022. Det betyder, at dømte, der er indkaldt før denne dato, men som skal afsone fra 1. juli 2022, skal være opmærksomme på, at de nye regler ligeledes gælder for dem.
Det er de dømtes eget ansvar at komme til tiden og være opmærksomme på, hvad en udeblivelse fra afsoning kan have af konsekvenser.
Kommentarer